Hope in vain

Det er nu en del år siden jeg opdagede Deftones, men jeg kan skam stadig huske det noget så tydeligt.
Jeg elskede den følelse de gav mig. Den følelse af håb. Den følelse af at der var noget der ventede på mig derude. Jeg kunne lytte til dem i flere timer, og jeg blev aldrig træt af at høre på forsangerens fortryllende stemme, på de aggressive trummer eller på den smukke melodi fra guitaren. Det var som om jeg blev taget et fjernt, fjernt sted hen hvor ingen kunne røre mig, hvor ingen kunne gøre mig fortræd, hvor hverdagens stress og ensomhed ikke eksisterede. Måske er en af grundene til at jeg elsker Deftones noget så højt, fordi at jeg var dybt forelsket i en dreng, som elskede metal. Han brød sig rent faktisk ikke rigtig om Deftones, men det var egentlig også lidt lige meget, for det var ham som havde introduceret mig for metal, som var ret så nyt for mig. (og dog, begge mine forældre har altid lyttet meget til metal, men jeg var ikke så glad for metal da jeg var mindre.). Jeg vidste godt at han ikke var interesseret i mig, men jeg håbede på at det ville ændre sig. Jeg håbede i 6 måneder... men jeg håbede forgæves.
Han gav mig dog 6 fantastiske måneder fyldt med musik og forelskelse. Selvom det var hårdt at være forelsket i en, som man ved ikke kan lide en mere end en ven, er følelsen af forelskelse... ubeskrivelig. Bare han kiggede på mig, når vi gik forbi hinanden på gangen, kunne jeg have en følelse af lykke resten af dagen.

Når men, nu har jeg vist plaprede længe nok, lol. Synes bare lige at I skal tjekke denne her sang ud: http://www.youtube.com/watch?v=fZB2FDMvik0 Det er en af mine yndlings sange med dem. Har taget mig igennem mange op- og nedturer :)